Også om landdistrikternes vilkår, Hedensted kommune, byrådet m.m.

torsdag den 27. oktober 2016

En tillidsreform i 2017

I forbindelse med byrådets behandling af punktet "Udmøntning af budgetaftale for 2017" sagde jeg om den del, der handler om en tillidsreform (eller "Tillid som styringsværktøj) følgende:

Tilliden opstår ikke af sig selv! Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu går i dialog med medarbejderne og de faglige organisationer, og at vi allerede nu klæder vores ledere på i forhold til tillidsbaseret ledelse.
Hele organisationen skal inddrages i arbejdet: medarbejderne, lederne, kommuneledelsen og politikerne. Det skal være et fælles projekt. Selv om vi er enige om, at tillidsreformen skal implementeres i de enkelte udvalg er det vigtigt, at det sker ud fra et fælles udgangspunkt.
Det må ikke kun blive en spareøvelse. Medarbejderne skal mærke, at deres faglighed er i centrum og gør en forskel, at de selv har indflydelse på, hvordan opgaven bliver udført, at de bruger en større del af arbejdstiden på kerneopgaven fremfor dokumentation, at vi viser dem tillid og derved motiverer og skaber arbejdsglæde.
Det er nu vi skal efterlyse de gode ideer blandt medarbejderne, det er nu vi skal i dialog med de faglige organisationer om tillidsreformen, og det er nu der skal ske drøftelser i MED udvalgene. Også vi skal være lydhøre overfor de nye ideer.
Jeg synes også det er nu vi skal give hinanden håndslag på, at der ikke sker fyringer i forbindelse med tillidsreformen eller ”kolde hænder til varme hænder”, de nødvendige tilpasninger som følge af budgetreduktionen foregår ved naturlig afgang.

Min udtalelse fik lov at stå uimodsagt, og den der tier samtykker som bekendt. Så jeg regner med opbakning fra alle partier.
I hvert fald protesterer de ikke.

Billedresultat for tillidsreform




torsdag den 13. oktober 2016

Tillid i budgettet

I SF lægger vi vægt på at bruge vores politiske indflydelse i de nødvendige kompromisser, der er i en budgetaftale. I aftalen om budgettet for 2017 er vi specielt tilfredse med at vi fik taget hul på en tillidsreform med mindre fokus på dokumentation og registrering og mere tid til kerneopgaven, at der er afsat midler til trafiksikkerhed også i 2017 og at vi også fik sikret et klima- og energiråd i 2017.
Vi er begejstrede for at vi nu tager hul på arbejdet med en tillidsreform, hvor vi skruer ned for kontrollen og tager udgangspunkt i vores dygtige medarbejderes faglighed, og viser tillid til, at de løser kerneopgaven bedst muligt.
Det betyder, at vi fremover bruger mindre tid på registrering, opfølgning og dokumentation.
Når vi sætter medarbejderes faglighed i spil, skaber vi merværdi og engagement, til gavn for medarbejderne, der får større arbejdsglæde og et bedre arbejdsmiljø, til gavn for borgerne, der oplever en bedre opgaveløsning og til gavn for kommunens økonomi, idet der frigøres timer til at løse kerneopgaven.
Det betyder f. eks. at der bliver mere til forberedelse og forældresamarbejde i folkeskolen, at der bliver mere tid til samvær med børnene i børnehaverne, og at der bliver flere hænder i ældreplejen.
Tilliden opstår ikke af sig selv! Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu går i dialog med medarbejderne og de faglige organisationer om, hvordan vi tager hul på tillidsreformen, og at vi allerede nu klæder vores ledere på i forhold til tillidsbaseret ledelse.


Billedresultat for tillidsreform

fredag den 27. maj 2016

Agenda 21: Bæredygtig udvikling


Byrådet i Hedensted kommune behandlede d. 27. maj et forslag til den Agenda 21 strategi, der skal redegøre for, hvordan vi handler lokalt for at klare nogle af de store udfordringer vi står overfor på vej mod det 21. århundrede.
I SF ønsker vi en ambitiøs agenda 21 strategi med klare målsætninger og milepæle, der fortæller, hvordan og hvornår vi løser opgaven i forhold til bæredygtig udvikling, biologisk mangfoldighed og mindskelse af miljøbelastningen.
Den strategi byrådet ligger frem er uambitiøs og mangler i alt for høj grad konkrete målsætninger i forhold til bl.a. bæredygtighed og biodiversitet. Derfor stemte SF imod.
Hvis du ligesom SF er ambitiøs på miljøets og klimaets vegne opfordrer vi dig til at deltage i debatten, og til at deltage i den workshop om agenda 21 som kommunen afvikler d. 15. juni kl. 19 i Daugaard.
Nogle af de ting vi ønsker med i strategien er

1.       Økologiske indkøb, økologiske måltider i kantine og institutioner
2.       Økologisk (pesticidfri) vedligehold af kommunale arealer inkl. bortforpagtede arealer
3.       tænke biodiversitet ind hvor det er relevant i kommunale beslutninger
4.       mere grøn energi og energibesparelser
5.       pleje grøftekanter, så de bliver levesteder for dyr og vilde planter
6.       etablere flere vådområder, f. eks. Gesager Å, Ølsted Å og Smedebækken, som der allerede har været arbejdet med
7.       definition af indikatorer for bæredygtig udvikling
8.       definition af bæredygtig udvikling
Den overordnede målsætning, som SF gerne vil kæmpe for lyder:
Hedensted kommune vil

• sammen med borgerne og erhvervslivet tage et aktivt medansvar for en bæredygtig udvikling til glæde for både miljøet, livskvaliteten og folkesundheden.
• arbejde for en bæredygtig udvikling, der gør det attraktivt at bo, leve og arbejde i kommunen.
• arbejde for at få en større andel af vedvarende energi.

Billedresultat for agenda 21 i Hedensted kommune

tirsdag den 19. april 2016

Bekæmpelse af skattesnyd

At sende penge i skattely er at stjæle fra fællesskabet. Det svarer til at proppe penge, der burde være brugt på børnehaver, plejehjem, mere natur og klimasikring ned i egen lomme. 
Derfor fremsender SF-Hedensted følgende dagsordensforslag til byrådet:

Beslutningsforslag:
Med baggrund i "Panama papirerne" har SF i Hedensted kommune fremsendt følgende beslutningsforslag til byrådet:
SF foreslår, at byrådet anmoder PKØ om, at få udarbejdet en politik, der fastslår, at Hedensted Kommune undgår at handle, samarbejde og indgå kontrakter med firmaer, selskaber og organisationer, som unddrager sig skattebetaling i Danmark eller andre EU-lande.

Motivering:
Den store skatteskandale, der for nyligt har afsløret Panama som globalt centrum for massiv skatteunddragelse, slår nok engang fast, at skattespekulation er en alvorlig trussel mod velfærdsstaternes økonomi. De flere millioner lækkede dokumenter i Panama-sagen viser, hvor udbredt skattespekulation er, både blandt private og firmaer, som gemmer formuer i skattely, og ikke mindst blandt banker og virksomheder, som hjælper dem med dette.
Der er behov for, at vi i Hedensted Kommune for det første sender et klart signal om, at vi tager afstand fra skatteunddragelse. For det andet at vi får sat gang i en undersøgelse af, hvordan vi sikrer, at vi ikke bruger skattekroner på at handle med, samarbejde med eller investere i virksomheder eller organisationer, som bidrager til skatteunddragelse.

torsdag den 3. marts 2016

Vandløb

 Teknisk udvalg skal på mandag have en snak om vandløb, afvanding og oversvømmelser. Mit råd til udvalget skal være at huske denne grafik inden de træffer beslutninger, de fortryder




tirsdag den 28. april 2015

En læreraftale i Hedensted kommune?

Jeg har tidligere argumenteret for en læreraftale i Hedensted kommune, og tænker at det nu er sidste udkald, da planlægningen af det kommende skoleår står for døren.
Jeg synes byrådet skal træde i karakter og tage ansvar, så vi sikrer en fælles ramme om folkeskolen i kommunen.
Som det fremgår af evalueringen af implementeringen af folkeskolereformen er der alt for stor forskel på undervisningstiden på kommunens skoler. For de lærere der underviser mest er der f. eks. en forskel på 113 undervisningstimer mellem to skoler, og en forskel på 180 timer årlige undervisningstimer blandt de lærere, der underviser mindst.
Det giver ganske enkelt ikke mulighed for at drive skole med samme kvalitet og samme faglighed på alle kommunens skoler. En lokalaftale med et loft på f. eks. 26 ugentlige undervisningslektioner ville sikre en god kvalitet på alle skoler, og rimelige arbejdsforhold med tid til forberedelse, efterbehandling af undervisning og til forældresamarbejdet, og dermed øge den enkelte elevs udbytte af undervisning.
Omkring en tredjedel af kommunerne har nu indgået en lokalaftale, senest Lejre kommune, der med 26 ugentlige lektioner sikrer et skolevæsen, hvor lærerne har lyst til at søge ansættelse, og til at blive.

Vi skal vise personalet tillid og sikre et professionelt råderum så lærernes faglighed kommer i spil på den bedste måde.
Så får vi dygtige elever og tilfredse lærere.

fredag den 27. februar 2015

En læreraftale i Hedensted kommune?

Jeg vil gerne opfordre byrådet til at gå i dialog med Danmarks Lærerforening om en lokal aftale med afsæt i f. eks. Ballerup modellen, der byder på en række fordele for såvel kommunen som lærerne.
Den aktuelle baggrund for mit forslag er
1. Den nye aftale mellem KL og lærerne, som bl.a. åbner mulighed for at lave lokale aftaler. En aftale vores borgmester som medlem af KL’s bestyrelse bør bakke op om
2. En lokal aftale kan gøre Hedensted kommune til en attraktiv arbejdsplads også for lærere. Det flugter fint med vores brandingstrategi, og kan helt aktuelt gøre det lettere at rekruttere dygtige lærere til ledige stillinger i det kommende skoleår, i en situation, hvor der mærkes vigende interesse for at være lærer i Hedensted kommune.
Ballerup aftalens intentioner:
Tager udgangspunkt i en rammesætning af arbejdstiden, hvor læreren gennemsnitlig har 31         timers tilstedeværelse i 42 uger på arbejdsstedet og 378 timer afsat til et professionelt råderum. 
Rammesætningen skal understøtte, at der er den nødvendige fleksibilitet for lærerne til at løse undervisningsopgaven og skole/hjem-samarbejdet kvalificeret. 
Søger at minimere bureaukratiet i planlægningen og aflønningen af arbejdet. 
Styrker fundamentet for et godt arbejdsmiljø 
Bidrager til at den enkelte skole kan skabe en mere varieret og sammenhængende skoledag med udgangspunkt i de lokale forudsætninger og visioner. 
Baserer sig på social kapital og tager sit afsæt i værdierne retfærdighed og tillid i samarbejdet mellem skoleledelsen og lærerne om hele skolens virksomhed.
Aftalen tager udgangspunkt i samarbejde om KERNEOPGAVEN, der i Ballerup defineres som ” børn og unges læring, udvikling og trivsel”
Der indgår EFFEKTMÅL i aftalen (Elevernes fremmøde, læsning i 2. klasse og inklusion)
Man får taget hul på en TILLIDSREFORM gennem et professionelt råderum, der tages udgangspunkt i tillid til at lærerne ud fra deres faglighed gør det rigtige i situationen, hvilket i den grad understøtter Hedensted kommunes arbejde med SAMSKABELSE og kerneopgaven.

Se hele Ballerup aftalen her http://kortlink.dk/ballerup/fsgw